Det kan være svært at tage stilling til en kæmpe håndfuld af produkter som mange butikker tilbyder. Det tager tid at prøve alle mobiltelefoner, at prøvekøre hver en bil, at klæde om for at betragte hvert et stykke tøj.

Interaktive skærme i retailbutikker kan gøre dette meget nemmere for kunden, og på den måde bringe et køb lidt tættere på. Se hvordan en skærm kan fungere når kunden f.eks. skal vide mere om en mobiltelefon

 

Jeg er helt vild med kampagnen for den nye ELSE telefon. Hele budskabet er at vores liv skal være mere simpelt med teknologi. Else er en touch telefon, som skulle være vanvittig intuitiv og lækker. De kalder ELSE den “linux baserede drømmetelefon”. Telefonen skulle have sammen funktionalitets niveau som de førende Mp3 afspillere og GPS apperater, men samtidig være utrolig nem at bruge. Men det er retorikken i kampagnen jeg falder pladask for. Her sidder jeg og knokler på en rapport om hvor vigtigt brugervenlighed er og har længe undret mig over at ingen rigtig tager det alvorligt. Men umiddelbart ser det ud til at ELSE gør. Bliver spændende at se telefonen.

Udviklingen indenfor AI (artificial intelligence) er efterhånden ved at være nået til et punkt, hvor robotterne virkelig ligner mennesker. Vi er langt fra Star Wars R2D2 og tættere på terminator. En robot er ikke længere en skrodtbunke som rasler, når den går, men en menneskelig figur som kan genkende andre mennesker som har ansigtsudtryk og som endda har en form for følelser. Robotten Jules er lavet af et plastisk matriale kaldet Frubber ™. Materialet gør det muligt for Jules at vise realistiske ansigtsudtryk og tale naturligt. I følge firmaet hansonrobotics som står bag Jules, kan dette materiale blive en del af fremtidens proteser og plastikkirurgi.

Se Jules sige farvel til sin familie, får han blive slukket og pakket ned.

Nettet og digitaliseringen af indhold har haft en kæmpe indflydelse på det måde, vi nu sælger og køber og bruger indhold/content på. Det er ganske få år og utrolig mange teknologiske landvindinger, der har ændret vores forhold til indhold. Flere brancher har lidt alvorligt under disse forandringer. Især musikindustrien der har hængt (og stadig hænger) i bremsen, og kæmpet imod udviklingen i stedet for at se på hvad der var bedst for brugerne. Filmbranchen er ramt. Spilbranchen er ramt.

Tidligere var der tale om forbrugere, som via en ensrettet kanal fra sælgeren fik en monolog om produkter, som hun derefter kunne gå ud og vælge fra en hylde- hvis butikken altså havde dem hjemme-og derefter betale et fast beløb ved kassen. Sælgeren havde total kontrol over processen. Der var copyright og monopoler og “walled gardens”/lukkede miljøer kontrolleret af contentafsætteren. Forbrugeren havde tillid til de store virksomheder, for det var dem, som styrede mængde af information.

Nu står vi i en anden situation. Indholdet og distributionen er blevet digitaliseret, og der er vendt rundt på det hele. Vi er ikke længere forbrugere, vi er brugere. De digitale varer findes i overflod. Der er altid plads på de digitale hylder. Hvilket gør at det pludselig er brugerens opmærksomhed, der er “udsolgt” og uden for rækkevidde. Brugerne er både brugere, skabere, distributører, virale budskabsspredere og kritikere. Med et en stadig stigende mængde af platforme er det ikke længere indholdet, der er “kongen”, men adgangen til indholdet. Om man kan få indholdet på den platform man vil have det. Lige nu!

I stedet for at tale til forbrugerne med monologer, skal virksomheder indstille sig på at konversere med deres brugere. Brugerne har nemlig mistet tilliden og hvis dialogen med virksomheden ikke er troværdig, ja så er brugerens sociale netværk stedet, hvor hun henter sine gode råd og indholdsanbefalinger. Og indholdet betales ikke længere ved kasse 1. Indholdet betales ofte slet ikke. Nettet gør det muligt at få fat i praktisk talt alle former for indhold gratis. Derfor skal der udvikles andre forretningsmodeller. Modeller hvor der ikke betales for enkelte produkter men for adgangen til en masse indhold. Modeller hvor det meste indhold er gratis, men hvor enkelte eksklusive dele af indholdet er til salg for de få (freemium modellen). Modeller hvor det slet ikke er indholdet selv man tjener penge på, men de produkter der kan læne sig op ad indholdet. Som f.eks. koncerter i stedet for musik filer. Det her er ikke et fremtidsscenarium. Det er sådan verden nu ser ud. Sådan verden vil se ud- i hvertfald indtil den ændrer sig igen. Hvilket den gør temmelig tit i den digitale tidsalder. Så vi lander tilbage hos gode gamle Darwin. “Survival of the fittest”. Den som er bedst tilpasset overlever! Tilpas jer!

Koreanske Samsung har før som en af de få forbrugerelektronikproducenter vist særlig interesse for det kvindelige segment. Det var f.eks. det første brand, der kom frem med hvide fladskærme. Noget der ifølge Samsung selv i hvertfald fik kvinderne til at interessere sig mere for hjemmets store skærm.

Nu kommer så Diva serien med to mobiltelefoner skabt særligt til kvinder. Jeg har endnu ikke fundet nogen særlig grund til at de skulle være mere egnet til kvinder. Jeg formoder, de har tænkt at den bizarre struktur på den lille Diva telefon gør den mere feminin. Sølvagtige kantede buler. Ligner nærmest noget fra en emhætte. Den anden ligner en almindelig touch phone.

Nu mener jeg jo netop ikke det generelt er en god ide at skabe teknologiprodukter til kvinder efter en stereotyp opfattelse af at kvinder skal have noget tøset og gerne lyserødt. Men skulle man endelig komme med en kommentar til hvad der som regel er meget smart, hvis man nu ER en kvinde med lange negle. Så er det ihvertfald ikke så fladt et tastatur, som jeg ser her. Man kan ikke klikke på tasterne med en lang negl, så man bliver nød til at vippe tomblen og bruge fingerblommen. Men den fylder jo lidt mere og så har vi problemet med at man rammer flere taster på en gang. Det er bare min umiddelbare opfattelse uden at have haft telefonen i hånden.

Jeg vil give Samsung ros for at sætte fokus på kvinderne. Men deres tilgang til det blæser mig ikke af pinden. Men cudos alligevel.

Det er efterhånden et år siden at vampyrtrenden i contentbranchen indgik en en trend rapport, jeg præsenterede for en gruppe direktører for et større teleselskab. Man må sige at den trend har bidt sig fast!

Den anden film i serien “Twiglight” (New moon) er på gaden, og hvis der er noget der kan få teenagepiger helt op at ringe, så er det blege, kloge, følsomme, unge mænd som sulter efter at bide dem lidenskabeligt i halsen.

Af andre sylespidser eksempler på vampyrtrenden har vi den svenske film “Lad en rette komme ind” , HBO tvserien “Trueblood” og bøgerne fra “Tusmørke-sagaen”.

Hvis man som indholdsproducent vil nå at hoppe på trenden, så er det med at tale til de unge og huske at vampyrhistoriers succeskriterier er:Smukke unge (udødelige) mennesker (husk SPF 15)

• Umulig kærlighed (en aldersforskel på 300 år betyder vel lidt?)
• Slet skjulte erotiske referencer
• Blod (på den appetittelige måde)
• Tænder (på den frække måde)
• Intellektualitet (vampyrer er jo kloge, i modsætningen til f.eks. zoombier som alle ved er idioter)

Det kommer lidt i bølger. Buffy som en all time favourite vampire slayer og den klassiske film “En vampyrs bekendelser” med Tom Cruise og en ung Kirsten Dunst som mini vampyr.

Den allerførste indspilning af Bram Stokers roman “Dracula” var stumfilmen “Nosferatu” fra 1922.

Knap 10 år senere kom talefilmen “Dracula i 1931 med den legendariske Bela Lugosi. “Horror of Dracula” var den første vampyrfarvefilm (1958) og knap 10 år efter den prøvede selveste Roman Polanski kræfter med det mørke i filmen “The fearless Vampire killers”. I 1992 skabte Francis Ford Coppola “Dracula” med Winona Ryder og Keanu Reeves. Og nu ser vi så en reel bølge af både film og tvserier med “Twighligt” som den ultimative internationale hypede success.

Ramlede idag ind i gadget guru og CBS tech reporter Dan Dubno efter hans præsentation til New Media Days. Dubno er træt af at børn ikke længere har muligheden for at sprænge ting i luften. Han har en teori om at virkelig innovative mennesker også er dem, der som børn sprængte ting i luften. (tror jeg forsøgte, men mener aldrig det rigtig lykkedes for mig). Samfundet er blevet for stift, og vi skaber ikke muligheder for at børn kan lære at tænke ud af boksen og dermed lære at blive – eller når det gælder børn- fortsætte med at være innovative. Noget man ofte mister som voksen. “Education in science and technology is being destroyed by lawyers, bureaucrats and nervous skeptics who are denying new generations the license to invent by smothering disruptive and creative technological experiments” udtaler Dubno.

“At springe ting i luften er  en metafor for at ryste posen og tænke ud af boksen” fortæller Dubno mens vi vandrer lidt rundt i DR husets svalegange. Vi får en god snak om det store consumer electronics show i Las Vegas, og han spørger interesseret ind til mit arbejde om kvinder og teknologi. Dubno mener nemlig, at kvinder tænker meget mere komplekst end mænd og derfor i højere grad burde være opfindere. Dubno har ca. tusind års erfaring med gadgets og tech, så ham kunne jeg lytte til hele dagen.

Til New Media Days styrer Martin Krasnik danske politikere om danske medier og støtte. Sjovt nok i sig selv. Især fordi der stadig er folk der tror at man kan styre internettet og at det er farligt at de unge er på engelske hjemmesider (DF).

Jeg kunne ikke lade være med at tage dette billede da Plummer på video pludselig svævede almægtigt over DRs koncertsal. Et imponerende bygningsværk og man tilgiver ham næsten for alt bøvlet. Men hvorfor skal den svøbes i blåt net så den ser ud som om der stadig er håndværkere?

Er på konferencen New Media Days. Dagens indtil videre suverænt bedste session var med Rob Spence. Manden der mistede et øje og erstattede det med et kamera. Ud over at være vanvittig charmerende med virkelig god komisk timing slog Spence benene væk under mig med kombinationen af sci fi, M.I.T nørderi og superheltevisioner. Så bliver det næsten ikke bedre i mit univers. Historien om den dag hvor han satte en voldsom cyklist på plads med en lysende rød diode i øjet var historien om hverdagens (lidt ynkelige men sjove) helt.

Spence greb livet som enøjet mand helt alternativt an. Når man nu ikke lige har et øje, så kan man lige så godt smide noget ind i hullet som kan endnu mere end et øje kan. Et rigtig cool cyborg. Og Spence bekræftede at et af verdens ultimativt bedste party tricks er at hive et glasøje ud til en familiefest og vise det til børnene.

Ifølde Spence vil teknologien i 2044 overgå mennesket og vi vil alle have muligheden for at forlænge/forstørre/forbedre/augmente vores krop til noget mere og bedre end den er nu.

Spence har endnu ikke frigivet dokumentarfilm filmet fra øjet, men der er ingen tvivl om at det kan bringe ganske andre vinkler og fortrolighed (spionage) end før set.

Jeg går meget op i at ting, især tekniske ting er nemme at gå til for almindelige forbrugere. Mobiltelefoner, computere, harddiskrecordere- det skal bare være “plug and play” som vi siger i nørdebranchen.På godt dansk- ind med stikket og tænd- SÅ skal det bare virke. Desværre er det lidt af en idealverden. Man kan vende det hvide ud af øjnene, så ofte man orker. Men der bliver ved at være forhindringer rundt omkring i hverdagen.

Personligt er jeg rystet over, hvor besværligt det skal være for mig at komme på noget så almindeligt og nødvendigt for alle i  familien Danmark- nemlig netbank. Efter at have fået Mac måtte jeg oprette mig forfra som netbank kunde, og her følger alle de trin jeg nu skal igennem hver eneste gang jeg skal netbanke.

1. Finde min login kode som jeg ikke kan huske (modtaget fra banken tidligere)

2. Taste login kode og egen kode ind.

3. Opstarte netkortet (mærkelig lommeregnerlignende device) med en tredie kode

4. Modtage fjerde kode genereret på  bankens hjemmeside

5. Indtaste fjerde kode i netkortet

6. Modtage sjette kode på netkortet

7. Indtaste sjette kode på netbank

8. SÅ ER JEG ENDELIG PÅ. (indtil jeg kommer til at klikke på links hvor der står “tilbage” som bare kaster mig af netbank så jeg må starte forfra).

Og før alt dette overhovedet kom op at køre ….

1. Lav en bestilling af ny netbank hos banken

2. Modtog en kode med brev

3. Modtog noget jeg troede var en reklamelommeregner (var lige ved at smide den ud) med et andet brev

4. Opstarte og programmere hvad der åbenbart hedder “ActivCard” med min egen kode. (længere vejledning fulgte med i et tredie brev)

5. Modtage login kode fra banken (umuligt tal som jeg ikke kan huske i hovedet)

Jeg ved godt det er vigtigt at være sikker, og jeg er HELT sikker på det at ingen kan komme til mine konti. Jeg kan nærmest ikke selv. Men helt ærligt. Det er da idiotisk at det skal være så besværligt. Det må kunne gøres bedre. Gad vide om Danske Bank har stillet spørgsmål til den proces? But Why????? Næppe…